top of page
Jeg har tabt mit hjerte til det nordiske
Det skete for over 35 år siden, da jeg mødte en spillemand som tog mig med til bal og ballader.
Jeg har sunget, danset og undervist siden jeg færdiggjorde min uddannelse fra den californiske teaterskole "Dell' Arte, School of physical performance"
i 1983.
Som stifter, koreograf og kunstnerisk leder i Danseteatret NordenFra siden 1986, er jeg en del af et levende og inspirerende miljø, hvor kulturmøder med unge og gamle dansere, sangere og musikere, samt forestillinger med levende dansk musik, er i højsædet.
I kraft af min funktion som kunstnerisk leder har jeg ledet og organiseret mange større og mindre kulturprojekter, både i danseteatret, for små og store byer og for mange forskellige organisationer.
Foto: Franseska Mortensen
Jeg har et ønske om et menneskeligt fællesskab gennem dansens og musikkens stærke kunstneriske sprog og ældgamle sociale aspekt.
Det stof jeg arbejder med henter sin kraft og muligheder i fællesskabets nødvendighed. Dansen, sangen og musikken har en indbygget nødvendighed om at lytte, yde og skabe. Om at indordne sig positivt i et fællesskab og samtidig overgå sig selv for yde det bedste.
Spillemanden blev jeg i øvrigt gift med og vi drager land og rige rundt sammen, både i NordenFra og som duo, hvor vi spiller, danser og synger med folk i alle aldre.
Og hvor kan du bruge mig?
Optræden, undervisning og workshops. Korte og lange undervisningsforløb i hyrderåb, balladesang og dans.
Kulturelle og historiske arrangementer. På middelalder-markeder og museer, i kirker, på biblioteker, på skoler på højskoler, i foreninger m.m.
Festlige arrangementer. Som et indslag hvor enten jeg synger eller laver dans og sang med gæsterne
Virksomheds arrangementer - Ryste sammen, eller styrkelse af den kulturelle identitet i virksomheden
Har du et særligt ønske, er du velkommen til at kontakte mig.
Foto: Franseska Mortensen
bottom of page